- Lyden af dansk musik med et moderne pop/indie tvist
- Aktuel med sit debutalbum “Noget For Nogen”
Nogle gange kommer der en musiker ind ad døren og slår benene væk under en med sange, der rammer direkte i hjertekulen. Sådan er det med Pauline, der er aktuel med sit smukke debutalbum Noget For Nogen, der modtog fem funklende stjerner fra det danske musikmagasin GAFFA.
Pauline har gennem det meste af sit liv gået og skrevet små digte og leget med ord, som nu er blevet til musik. I 2021 tog hun danskerne med storm med sin debutsingle ”Ny Og Næ”, der blandt andet har været Ugens Uundgåelige på P3, hvor hun viser sin evne til at skabe poetiske sfæriske sange med noget på hjerte. Siden da, er det, udover debutalbummet, blevet til en række singler – herunder singlen “Sommer i december” i selskab med Burhan G.
I 2022 drog Pauline på sin første Danmarksturné og har herudover stået scenen på en lang række af landets festivaler. Nu i 2023 drager Pauline atter ud og overalt i landet på sin nye “Klos Hold” tour, hvor hun får mulighed for at skabe magiske og intime rammer med de danske koncertgængere.